Politiken Bogfolk

Uge 22: Lykkeberg om Crusoe, Lidegaard om Churchill.

June 3, 2016

Var Robinson Crusoe en kolonialist, en kapitalist, et naturmenneske, en økonomist eller en eventyrer? 


I dag har en ny filmatisering af romanklassikeren Robinson Crusoe premiere, og i ugens Bogfolk drømmer vi os væk på en øde ø i selskab med Crusoe og Rune Lykkeberg, der giver fem forskellige blik på Daniel Defoes ensomme englænder.

Vi skal tilbage i tiden og besøge en ung og en ældre Winston Churchill. Statsmanden og forfatteren har netop fået genudgivet sine ungdomserindringer ’Mine unge år’ fra 1930. En bog fyldt med røverhistorier, anekdoter og livsindsigt, fortæller en ovenud begejstret Bo Lidegaard.

Vi bliver i 1930’erne, helt præcist 1936. Komponisten Dmitrij Sjostakovitj er 30 år. Han har valgt at blive i Sovjetunionen, men frygter for sit liv. Stalin er nemlig ikke særligt begejstret for komponistens seneste opera, ‘Lady Macbeth fra Minsk’. Thomas Bredsdorff fortæller om Julian Barnes' nye roman ‘Tidens støj’ om den store russiske komponists liv og skæbne.
    
Er man til dyb kulturkritik, er det den kontroversielle tyske forfatter Peter Handke, man skal til. Det var også ham, der mente at serbernes fremfærd i Bosnien ikke var så grusom endda. Christian Johannes Idskov har læst Handkes ‘Det store fald’ og ser kvaliteten i den lidt svære og fremmedgørende fortællestil.  

Vært: Jes Stein Pedersen.

Gæster: Bo Lidegaard, Christian Johannes Idskov, Thomas Bredsdorff og Rune Lykkeberg.