Politiken Bogfolk

Uge 1: Jagten på årets syv vigtigste poeter

January 10, 2016

I år har Politikens litteraturredaktion valgt udelukkende at indstille digtere til Politikens Litteraturpris.

Det markerer Bogfolk i denne uge ved at gå i dybden med årets vigtigste poeter og deres ærinder ude i samfundet.

Bogfolks reporter, Christine Runøe, er taget på jagt rundt i byen og landet for at finde de nominerede forfattere og få dem til at læse op. Hun fanger Ursula Andkjær Olsen i sin ladcykel midt på Knippels Bro og Klaus Høecks stemme over knitrende telefon, Thomas Boberg læser op i sin villa i Nordvest og Birgitte Krogsbøll fanges i Herlev Bymidte på vej til tandlægen, hvor hun læser fra hendes ’Funkelgnister'.

Og i den lune kælder i Politikens Boghal sidder Jes Stein Pedersen imens sammen med to af avisens anmeldere, sætter oplæsningerne i kontekst og diskuterer, hvad tidens poesi kan og gør.

Vært: Jes Stein Pedersen

Gæster: Kizaja Routhe-Mogensen og Thomas Bredsdorff

Jagede poeter: Bjørn Rasmussen, Ursula Andkjær Olsen, Klaus Høeck, Thomas Boberg, Caspar Eric, Maria Gerhardt og Birgitte Krogsbøll

Redaktion: Jes Stein Pedersen, Hanne Budtz-Jørgensen, Christine Runøe, Katrine Hornstrup Yde