Uge 24: Når lykken bliver et kvælende moralsk påbud

June 14, 2017

Politikens litteraturkritiker Mikkel Krause Frantzen har skrevet en omfattende ph.d.-afhandling om depressionen som psykologisk og samfundsmæssigt problem. Hør hvordan lykken er blevet et moralsk påbud og hvordan skønlitteraturen kan være med til at berige vores forståelse af depressionsfænomenet i denne uges Bogfolk - Politikens Litteraturpodcast.

 

Det er ikke overraskende at skønlitteraturen kan være med til at udvide og nuancere vores forståelse af depressionsfænomenet. Forfattere har trods alt længe været på forkant med at diagnosticere civilisationssygdomme langt før de overhovedet er blevet navngivet i psykiatrien.

Det mener Politikens litteraturanmelder Mikkel Krause Franzen, som i foråret færdiggjorde sin omfattende ph.d.-afhandling om depressionsepidemien i samtidskunsten og i skønlitteraturen.

Depressionen er, ifølge Mikkel Krause Franzen, uløseligt flettet sammen med den samfundsmæssige, økonomiske og politiske orden, som den er opstået i, og i afhandlingen er det blandt andet en række værker af den franske forfatter Michel Houellebecq, amerikanske David Foster Wallace, italiensk-britiske Claire Fontaine og Lars von Triers 'Melancholia' som er med til at nuance vores moderne forståelse af depressionen.

Hør Mikkel Krause Frantzen fortælle om sin afhandling og om lykken som et kvælende påbud for den deprimerede i denne uges Bogfolk - Politikens Litteraturpodcast.

 

Medvirkende: Mikkel Krause Frantzen

Vært: Jes Stein Pedersen

Redaktion: Jes Stein Pedersen, Silke Fensman, Hanne Budtz-Jørgensen og Mikkel Vuore

 

 

00:0000:00

Uge 23: Jens Blendstrup og havelågerne

June 8, 2017

Forfatter Jens Blendstrup har samlet på havelåger siden han var 8 år. Hør ham fortælle hvorfor i ugens Bogfolk, hvor du også kan møde fotografen Lars Gundersen, som sammen med Jens Blendstrup har rejst land og rige rundt for at tage billeder af havelåger og digte historier om de mennesker, der bor bag dem.

 »Her boede Jæger Knud. Hans kone døde tidligt, men han udstillede hendes røv på væggen. Så kunne han sidde der og ryge pibe og se hendes dejlige ende imens.«

Sådan starter en af de løjerlige havelågefortællinger, som Jens Blendstrup har opdigtet i 'Havelågebogen' - en bog fuld af fotos, digte og fortællinger om KeramikBitten, Den langsomme løgner, Piberygeren, Mogens Mundlæder, kørerlærer Ibsen, Manden der led af nedfaldende Bjarne og mange flere opdigtede skæbner med havelåger.

Jens Blendstrup og Lars Gundersen, der henholdsvis har skrevet og fotograferet indholdet i 'Havelågebogen', fortæller i denne uges Bogfolk om deres særegne interesse for havelåger.

Hvordan kan en havelåge være mistænkeligt pæn? Kan en havelåge udstråle melankoli? Kan det passe, at de har fundet Chris McDonalds havelåge? Og hvor kommer den egentlig fra - havelågefetishen?

 

Medvirkende: Jens Blendstrup og Lars Gundersen

Vært: Jes Stein Pedersen

Redaktion: Jes Stein Pedersen, Silke Fensman Hanne Budtz-Jørgensen og Mikkel Vuorela

 

00:0000:00

Englevingen – Ny podcast fra Politiken

June 7, 2017

På søndag lancerer vi Politikens nye podcast ‘Englevingen’. Den følger Nadia Kjærgaard Jensens kamp for at blive genforenet med sin kidnappede datter. Politiken har fulgt hende i 15 år og fortæller hele historien. Abonner på podcasten 'Englevingen' og få alle afsnittene.

00:0000:00

Uge 22: Kvindelige stemmer med rødder i kommunismens Østeuropa

June 2, 2017

Den jødisk-serbiske performancedronning Marina Abramovic er aktuel med selvbiografien 'At gå igennem mure'. Hun er fortryllende, mener Lilian Munk Rösing. Og så er ungarsk-schweiziske Agota Kristofs samlede udgave af trebindsværket om det indespærrede kommunistiske diktatursamfund en nyklassiker, mener Hans Hertel. Hør mere i ugens Bogfolk.

I 2010 sad performancekunstneren Marina Abramovic hver dag på en stol i tre måneder i MoMa's forhal og mødte sit publikum i en intens og ordløs udveksling. I selvbiografien 'At gå gennem mure' fortæller hun om det at træde ind i en særlig bevidstshedstilstand igennem smerten.

Lilian Munk Rösing har læst bogen og genset dokumentarfilmen ’The Artist is Present’, og hun fortæller i ugens Bogfolk, hvorfor performancedronningen med det lange sorte hår er så fortryllende.

Og så er den ungarsk-schweiziske forfatterinde Agota Kristof aktuel med et trebindsværk på dansk, som fortæller om forfatterens eksilliv, hvor hun, som mange andre på det tidspunkt, flygtede fra Ungarn til Schweiz via Østrig, efter opstanden i 1956. Agota Kristof fik sit gennembrud med romanen ’Det store stilehæfte’ i 1986, og de næste bind, ’Beviset’ (1988) og ’Den tredje løgn’ (1991) er nu, sammen med gennembrudsromanen, udkommet som tre sammenhængende romaner i ét samlet bind.

Værket har status som nyklassiker, det er et mesterværk, men det ender med at opløse sig selv, forklarer Hans Hertel i denne uges Bogfolk.

Medvirkende: Lilian Munk Rösing og Hans Hertel

Vært: Jes Stein Pedersen

Redaktion: Jes Stein Pedersen, Silke Fensman, Hanne Budtz-Jørgensen og Mikkel Vuorela

 

 

00:0000:00

Uge 21: Knud Brix »Jeg har nærmest haft et misbrug af litteratur«

May 25, 2017

Knud Brix har brugt skønlitteraturen til at skabe et modsprog til det mudrede, politiske sprog, han omgiver sig med som journalist på Christiansborg. Men hvad vil han egentlig med sin digtsamling 'Natfolden'? Og er det for let at kalde digtene for fiktion, når de er baseret på en eksklusiv viden om det politiske liv? Hør ham i samtale med Jes Stein Pedersen i denne uges Bogfolk.

Politisk journalist Knud Brix er aktuel med digtsamlingen 'Natfolden' om magtkulturen på Christiansborg. Digtsamlingen, der har fået blandede anmeldelser, handler blandt andet om det moralske fordærv og mørke tidevand, der, ifølge Knud Brix, findes i magtens centrum.

 

Livet som journalist på Christiansborg har efterladt den debuterende digter med stor kynisme og frustration. Derfor har han længe været storforbruger af skønlitteratur, som kan hjælpe med at lede tankerne et andet sted hen og skabe en alternativ virkelighed.

Men hvad vil Knud Brix egentlig med sin politiske digtsamling? Og er han i virkeligheden fanget i en journalistisk konvention, der tvinger ham til at kalde digtene for fiktion?

Det og meget andet spørger Jes Stein Pedersen forfatteren om i denne uges Bogfolk.

 

 

Vært: Jes Stein Pedersen

Medvirkende: Knud Brix

I redaktionen: Jes Stein Pedersen, Silke Fensman, Hanne Budtz-Jørgensen og Mikkel Vuorela

 

00:0000:00

Uge 18: Når erindringer fastlåser begivenheder

May 4, 2017

I en slags retrospektiv udstilling af sit eget forfatterskab, forsøger Hans Otto Jørgensen at frigøre sig fra erindringens fastlåsende forræderi i romanen ’Revolutionær - en Andy Warhol-komposition’. Hør ham i samtale med Jes Stein Pedersen i denne uges Bogfolk. 

Romanen hedder ’Revolutionær - en Andy Warhol-komposition’. Forfatteren hedder Hans Otto Jørgensen og er i følge Politikens anmelder en af landets bedste og mest produktive forfattere. I den 400 siders lange roman udstilles en række af de samme traumatiske barndomserindringer, som tidligere er beskrevet i den selvbiografiske romanserie i foreløbig fire bind: ’Hestenes øjne’, ’The Factory’, ’Sæt Asta fri’, og ’Strange Days Indeed’.

Men hvad sker der, når de samme barndomsoplevelser fastfryses af bestemte udlægninger af historien? Kan man lide af sine egne erindringer? Og hvad er det for en selvbiografisk smerte, Hans Otto Jørgensen skriver frem?

Det og meget andet spørger Jes Stein Pedersen forfatteren om i denne uges Bogfolk, som også undersøger, hvad det vil sige, at oprøret altid kommer fra neden, fra et ophøjet sted.

 

Vært: Jes Stein Pedersen

Medvirkende: Hans Otto Jørgensen

Redaktion: Jes Stein Pedersen, Silke Fensman, Hanne Budtz-Jørgensen og Mikkel Vuorela

 

 

00:0000:00

Uge 17: Ole Fogh Kirkeby: »Det er mit ulykkelige begær at være præcis«

April 27, 2017
Hvis man forstår de ord, man bruger, forstår man sine følelser og tanker. Det mener den ulykkeligt præcise ordsmed og filosof, professor emeritus ved CBS, Ole Fogh Kirkeby, som i denne uges Bogfolk fortæller om sin nye bog 'Ordet er sjælens spejl'.
 
Hvordan kan de ord, man bruger, spejle et menneskes sjæl? Hvordan kan samtaler befri os fra det uvæsentlige i vores liv? Kan man gøre noget uden bagtanker? Og hvorfor er ingen ord tilfældige?
 
I filosof og professor emeritus ved CBS, Ole Fogh Kirkebys nye bog 'Ordet er sjælens spejl' møder Kirkebys fiktive alterego, Jakobsen, ni forskellige mennesker i en række eksistentielle samtaler om livet, døden, selvet, sproget og virkeligheden. Målet med samtalerne er for Jakobsen, at få mennesket til at reflektere over betydningen af et ord. For ingen ord er tilfældige. Ord er kød og blod, og når man taler med et andet menneske, bliver man opmærksom på sig selv.
 
Alt det og meget mere forklarer Ole Fogh Kirkeby i denne uges Bogfolk, hvor Jes Stein Pedersen spørger ind til de samtaler og bevidsthedsstrømme i bogen, som det kræver betydelig livsklogskab, poetisk og sproglig præcision at skrive frem.
 
Vært: Jes Stein Pedersen
Medvirkende: Ole Fogh Kirkeby
Redaktion: Jes Stein Pedersen, Silke Fensman, Hanne Budtz-Jørgensen og Mikkel Vuorela

 

00:0000:00

Uge 16: Mennesket har altid vandret

April 21, 2017

Menneskets historie er også folkevandringernes historie. For mennesket vandrer, og mennesket har altid vandret. Det mener museumsinspektør og arkæolog Jeanette Varberg, som giver en historisk gennemgang af folkevandringernes historie i sin nye bog 'Mennesket har altid vandret - folkevandringer og vendepunkter i historien'.

I bogen forklarer hun, hvordan det hele begyndte for 1,7 mio. år siden, da de første mennesker udvandrede fra Afrika og hvad der i mellemtiden har ændret og gentaget sig med nutidens massive flygtningestrømme og bådflygtninge, der drukner i Middelhavet.

Er det en nysgerrighed, en eventyrlyst eller en opdagertrang, der driver mennesket til at vandre? Eller er det krig, klimaændringer og sult? Er du bekymret for det store migrationspres? Og hvad tænker du egentlig om universet?

Det og meget andet spørger Jes Stein Pedersens sin forfattergæst Jeanette Varberg om i denne uges Bogfolk.

Gæst: Jeanette Varberg

Vært: Jes Stein Pedersen

Redaktion: Jes Stein Pedersen, Hanne Budtz-Jørgensen, Silke Fensman og Mikkel Vourela

00:0000:00

Uge 14: Krimigenren eksploderer, men drop den politisk ukorrekte ‘femikrimi’

April 7, 2017

 

Den sociale krimi, den apokalyptiske krimi, livsstilskrimien, eventyrkrimien, metakrimien og den politisk ukorrekte 'femikrimi'. Krimigenren er fuld af facetter, blodige intriger og litterære mord.

Men er den sociale krimi på retur? Hvad er en metakrimi, en livsstilskrimi og en eventyrkrimi? Hvad var egentlig højdepunkterne på årets krimimesse? Og hvorfor er det politisk ukorrekt at bruge betegnelsen 'femikrimi'?

Det og meget andet spørger Jes Stein Pedersen Politikens to krimieksperter Bo Tao Michaëlis og Kim Skotte om i denne uges Bogfolk.

Medvirkende: Bo Tao Michaëlis og Kim Skotte

Vært: Jes Stein Pedersen

Redaktion: Jes Stein Pedersen, Silke Fensman, Hanne Budtz-Jørgensen og Mikkel Vuorela

 

00:0000:00

Uge 13: Fra slavedreng til slotsidol

March 31, 2017

 

I 1758 bliver den 8-årige afrikanske slavedreng Kwasi fjernet fra sin familie i Dansk Vestindien og sejlet til Danmark. Herefter forærer den danske stat drengen som gave til det svenske kongehus. Ved de svenske hof giver de ham navnet Badin, som på fransk betyder spilopmager, og opdrager ham efter Jean Jacques Rousseaus forskrifter.

Men da Badin dør i Stockholm i en alder af 72 år har han skiftet navn til Adolph Ludvig Gustaf Albrecht Badin-Couschi. Hoffets sorte, lille slavedreng har nemlig forvandlet sig til at være en diplomat af rang, som alle elsker og holder af.

Hør forfatter og journalist Alex Frank Larsen fortælle om sin dokumentarroman ’Kongehusets joker’ i denne uges Bogfolk, der markerer hundredeåret for salget af Dansk Vestindien og spørger ind til, hvorvidt Danmark bør undskylde for sin fortid som slavenation. I bogen zoomer Alex Frank Larsen ind på den utrolige historie om den sorte slavedreng, der blev fortrolig med det svenske kongepar og endte sine dage som kristendøbt, diplomatisk, belæst intellektuel med sit eget kæmpestore bibliotek.

 

Medvirkende: Alex Frank Larsen

Vært: Jes Stein Pedersen

Redaktion: Jes Stein Pedersen, Silke Fensman, Hanne Budtz-Jørgensen og Mikkel Vuorela

 

 

00:0000:00